Emanuel Aage Petersen (1894-1948)
Emanuel Aage Petersen (1894-1948) |
Emanuel Aage Petersen (1894-1948)
Petersen, Emanuel Aage, 1894-1948, maler. *18.2.1894 på Fr.berg, ?27.12.1948 i Farum, begr. smst., graven flyttet til Annisse Kgrd. Døbt Aage Emanuel P. Forældre: Præst ved den katholsk-apostolske Kirke Hans Nicolai P. og Else Marie Jensen. ~29.12.1916 i Kbh. med Thora Kirstine Petrea Sørensen, *13.9.1893 i Lillerød, ?6.3.1990, datter af afbygger Niels S. og Regine Juliane Olsen.
Emanuel Aage Petersen(1894-1948) : Parti fra Grønland med børn der spejder efter skibet. Sign. Emanuel A. Petersen. Olie på lærred. 71×102 cm. Bruun-Rasmussen |
Biografi
Emanuel A. Petersen blev af Den kongelige Porcelainsfabrik sendt på lange sørejser til Middelhavet, England og Scotland for at indsamle materiale. Her skabtes hans interesse for marinemaleriet og for kolonier, som førte til, at han flere gange besøgte Grønland. Han så det som sin opgave at male naturtro gengivelser, og hans billeder fik især kulturhistorisk, etnografisk og topografisk betydning. I de tidlige billeder fornemmes tydeligt porcelænsmalerens spidse pensel og omhyggelige udarbejdelse af hver lille ting. Senere frigjorde P. sig fra porcelænsmaleriet og nåede frem til en mere stiliseret skildring af den grønlandske natur, som stiller særlige koloristiske krav på grund af de skiftende vejrforhold. P.s bedste billeder stammer fra slæderejser, hvor han på sine lærreder opnåede forbløffende virkninger ved at arbejde med solstrålernes spil i isfjeldene og med havets vitriolblå farver, og han blev betragtet som autoriseret Grønlandsmaler.
Uddannelse
Udlært svend hos dek.maler Marinus Jensen; Tekn. Sk.; elev hos Chr. Benjamin Olsen 1910-12; prof. Ejler Sørensens malersk. 1912-14; endv. malet hos Ossian Elgstrøm, Torekov, Sverige; W.G. Burn Murdoch, Edinburgh; Ernst Hansen.
Rejser og udlandsophold
England, Skotland 1919; Spanien, Portugal 1922; Grønland årligt 1921, 1923-26, 1928-30 (også vinter), 1935, 1937, 1946; Frankrig, Italien 1931; Sverige, Norge 1933; England 1934.
Stillinger og hverv
Den kgl. Porcelainsfabr. kunstafd. (Benjamin Olsen) 1918- 22.
Stipendier og udmærkelser
Rejsestip. fra den da. stat og Grønlands Styrelse til eksp. Grønland i Billeder 1928-30; diplom i Leipzig 1930; Rom 1931; Paris 1932.
Udstillinger
Koloniudst., Leipzig 1930; Paris 1931; Rom 1931; Kbh. 1932. Separatudstillinger: Grønland i Billeder, Kbh. 1925; Kunsthallen, Kbh. 1926, 1930, 1933, 1938; Odense 1933; London og The Alpine Club's Gal., Edinburgh 1934; Göteborgs Kunstmus. 1936; Svenske Kunstneres Fören., Sth. 1937; Helsinge Kulturhus 1994. Auktioner: 2.12.1924; 26.1.1927; 20.10.1927; 21.10.1930; 10.2.1933.
Værker
Postslæder i Grønland (1930, Kongehuset); Grønland i det 16. årh. (udst. 1931, Grønlands Styrelse); Midnatssol, Nordgrønland (1936); Alpeglød, Umanakøen (1941); Sommerdag, Sydgrønland (1946); 5 malerier (Folketinget); Vinterdag, kolonien Rittenberg; endv. repr. i Göteborgs Kunstmus.; Sth. Mus.; Fyns Kunstmus.; Edinburgh Mus.; det svenske kongehus; tidl. i Johan Hansens Saml. Kunstindustrielle arbejder: Jubilæumsvaser for Den kgl. Porcelainsfabr. (Ø.K., Landmandsbanken, Chr. Xs og dronn. Alexandrines sølvbryllup). Skriftlige arbejder: Avisartikler om Grønland til da., svenske og engelske aviser.
(Weilbach)
Emanuel Aage Petersen: Et sejlskib ankommer til en grønlandsk bygd ved solnedgang. Sign. Emanuel A. Petersen. Olie på lærred. 70×101 cm Bruun-Rasmussen |
Har man først engang beskuet Grønlands vidt forrevne Fjælde [...], set Nordlyset flamme på den mørke Nattehimmel, er man bjergtagen. Dets mægtige Natur lokker og kalder - alt i en raaber af Længsel.
Med eventyr og udlængsel i årerne fik Emanuel Aage Petersen (1894-1948), teaterdekoratør og marinmaler ved Den kongelige Porcelænsfabrik, i 1921 lidt tilfældigt hyre på et fragtskib til Grønland. Og mødet med den storslåede natur og det grønlandske folk skulle blive afgørende for såvel hans liv som hans kunstneriske produktion, der kom til at omfatte næste 2000 værker med motiver fra Grønland.
Emanuel Aage Petersen: “I Diskobugten ved Jakobshavn”. Sign. Emanuel Petersen, 1924. Gouache, vandfarve, pastel og bly på papir. Lysmål 30×62,5 cm. Bruun-Rasmussen |
Allerede på første rejse var Emanuel A. Petersens produktion omfattende og efterspørgslen på værker fra Grønland stor. Selv var han dog ikke tilfreds med værkernes kvalitet, og han betragtede dem som "skolearbejder og studieudkast". Men i de følgende år raffinerede han sin naturalistiske romantiske stil, og i 1925 kunne han med stor national opbakning påbegynde en ambitiøs malerekspedition til samtlige bosteder i Grønland, som skulle danne grundlag for et omfattende billedværk med skildringer af "Grønland og dets Natur".
Op gennem 1920’erne steg Emanuel A. Petersens anerkendelse og i løbet af 1930’erne og 40’erne udstillede han i både ind- og udland. Hans talrige rejser og oplevelser prægede hele hans liv, og da han i 1946 som 52-årig for sidste gang forlod Grønland, havde han da tilbragt i alt seks år på rejser til hovedparten af den beboede del af landet.
For eftertidens kritikere er værkerne med den grønlandske natur, naturfænomener og befolkningens dagligliv i kolonitidens sidste periode snarere blevet betragtet ud fra en kulturhistorisk end en kunstnerisk interesse. I de seneste årtier har der dog igen været stigende efterspørgsel på Emanuel A. Petersens værker blandt både private samlere og til arktiske samlinger rundt om i verden.
(Nordatlantens Brygge)
Kommentarer
Send en kommentar